Sønderborg Slot genåbner 30. maj og museets permanente udstilling 'Sønderjylland 1920-2019' kan igen besøges.
Udstillingen fortæller historien om de 100 år, landsdelen har haft som en fuldgyldig del af Kongeriget Danmark efter 1920. Den særlige grænselandshistorie med national identitet, konflikt og samarbejde er i centrum, men vi tages også omkring industriens og grænsehandlens udvikling.
Moderne digitale formidlingsformer og en række unikke genstande gør formidlingen levende, hvad enten det handler om sønderjyske skikke, smugling, eller speedwaystjerner.