Forud for sæsonafslutningen: Danskere i hele landet har taget Genforeningen til sig

En onsdag i februar var Genforeningen temaet for morgensangen på Københavns Hovedbibliotek

Danskerne har i den grad taget Genforeningen til sig, og fejringen af 100-året går nu ind i sin sidste måned i 2020. Fejringen genoptages i et kompakt sommerprogram fra 1. maj til 15. juni 2021.

En undersøgelse, som Epinion har udført for Kulturministeriet, viser, at markant flere danskere har fået kendskab til Genforeningen i det første halvår af fejringen. Hvor kun 8% kunne nævne Genforeningen som historisk begivenhed i 2019, så kan næsten hver fjerde dansker nu uhjulpet komme i tanker om begivenheden i 1920.

Allerede før markeringens start lå kendskabet til Genforeningen højest blandt sønderjyderne, og et halvt år inden i jubilæumsåret var kendskabet blandt danskere i andre dele af landet steget til det sønderjyske niveau. I gennemsnit kender tre fjerdedele af danskerne nu til Genforeningen (hjulpet kendskab), og næsten alle disse kan placere både geografi og årstal korrekt. Samlet set er kendskabet steget særligt meget for danskere under 35 år. 

- Danskerne har i høj grad taget jubilæet til sig. Historien om Sønderjylland er nemlig også fortællingen om, hvordan hele landets kulturelle og nationale identitet blev formet, og det er inspirerende at se, hvordan vidt forskellige aktører har engageret sig i at folde den ud på skrift, på film og i musik og kunst. Kendskabet til denne skelsættende historie har nu fået et markant løft – selv om vi har nogle af de mest festlige oplevelser til gode, siger sekretariatsleder Simon Faber.

Se mere i Epions undersøgelse

November måneds program byder bl.a. på Bodil Jørgensen med de forbudte sange, koncerter med Musica Ficta, særomvisninger om Genforeningen i Folketinget og foredrag over hele landet.

Også museer landet over tematiserer Genforeningen lige fra Frederiksborg Slot og Mosede Fort på Sjælland over afstemningsplakater i Den Gamle By og til sønderjyske malere i Lemvig. I Sønderjylland viser museerne både i Tønder, Aabenraa og Sønderborg nye udstillinger om landsdelens dramatiske politiske, kunstneriske og personlige fortælling.

Fejringen tog sin officielle begyndelse den 10. januar 2020 på 100-årsdagen for Versailles-Fredens ikrafttræden. En gallaaften på Det Kgl. Teater og en konference på Christiansborg udgjorde optakten, og ca. 300 aktiviteter i hele landet nåede at blive afviklet frem til nedlukningen i marts. Præcist på 100-årsdagen for afstemningen om Flensborg den 14. marts 1920 blev den dansk-tyske grænse delvist lukket som en del af restriktionerne mod coronavirus. Også genåbningen af grænsen faldt på en historisk mærkedag, genforeningsdagen den 15. juni.

Som konsekvens af nedlukningen blev det officielle program med over 1000 aktiviteter tilpasset og udvidet med en efterårssæson frem til 30. november. Arrangørerne har gjort et stort arbejde for at tilpasse og flytte deres aktiviteter, og ca. 450 arrangementer har fundet plads i det forlængede sæsonprogram. Fejringen genoptages med de mest slagkraftige begivenheder i et særligt sommerprogram fra 1. maj til 15. juni 2021.