Ny Genforeningsrose på vej

Genforeningsrosen er udviklet af rosenforædler Rosa Eskelund og blomstrer fra midt i juni til frosten sætter ind i efteråret. Foto: RosesForever

Snart kan man plante en ny Genforeningsrose i sin have. Rosen lanceres af Grænseforeningen i anledning af 100-året for Genforeningen.

Genforeningsrosen kan købes hos Plantorama fra 2. april. En del af overskuddet fra salget vil gå til støtte til unge sydslesvigeres efterskoleophold i Danmark. 

Efter ønske fra Hendes Majestæt Dronningen vil Genforeningsrosen blive plantet i Gråsten Slotshave, hvor den kan ses, når slotshaven er åben for offentligheden. Sønderborg Kommune donerer 50 genforeningsroser til Gråsten Slotshave, ligesom en række andre sønderjyske kommuner og Region Syddanmark har besluttet at plante Genforeningsroser på udvalgte steder til glæde for alle.

Genforeningsrosen skulle have været døbt af Hendes Majestæt Dronningen den 2. april på Fredensborg Slot, men på grund af den aktuelle, alvorlige situation i Danmark med Coronavirus er dette aflyst.

Læs mere om Genforeningsrosen