Danmark genåbner - og fejringen af Genforeningen genstarter

100-året for Genforeningen blev markeret med 700 aktiviteter over hele landet i 2020 - men mange af de største aktiviteter måtte udsættes eller aflyses. Nu kan danskerne se frem til en perlerække af festlige kulturbegivenheder, når restriktionerne lempes den 6. maj og frem til efteråret. Som et højtideligt højdepunkt besøger H.M. Dronningen Sønderjylland den 13. juni.

Ligesom samfundet åbner for flere aktiviteter, genstarter også fejringen af 100-året for Genforeningen. Fra den 6. maj og frem til oktober har flere af de helt store begivenheder og mange lokale arrangementer fundet ny plads i kalenderen tilpasset den gradvise genåbning af landet. 

- Mange sønderjyder havde set frem til Dronningens besøg sidste sommer, og det glæder mig utroligt meget, at Dronningen som noget af det første efter genåbningen besøger os i Sønderjylland. Vi har i den grad en fest til gode, og jeg er taknemmelig for, at både store fyrtårne og lokale arrangementer har holdt ved og fundet ny plads i kalenderen, så vi kan fejre Genforeningen både i Sønderjylland, København og andre steder i landet, udtaler præsidieformand Thomas Andresen.

Dronningen besøger Sønderjylland 13. juni
Når Dronningen besøger Sønderjylland søndag den 13. juni, følger hun i fodsporene på sin farfar Kong Christian 10. og den rejse han foretog til Sønderjylland i juli 1920 efter Genforeningen.

10. juli 1920 red Christian 10. over den gamle grænse ved Frederikshøj syd for Kolding. Små 101 år efter markeres de mest kendte højdepunkter fra kongens rute. Ved Frederikshøj passeres den gamle grænse gennem en splinterny portal, og i Haderslev inviterer Domkirken til festgudstjeneste. Videre mod syd lægges vejen forbi den nye genforeningspark ved Folkehjem i Aabenraa. 

Dybbøl dannede i 1920 rammen om den største og mest centrale markering under Christian 10.’s rundtur i Sønderjylland. Også i 2021 bliver genforeningsfesten i Sønderborg højdepunktet, som tilpasses omstændighederne og derfor holdes som en kort ceremoni på Dybbøl Banke og et show på Alsion med officielle taler og underholdning.

Dronningens besøg finder sted op til genforeningsdagen 15. juni, hvor Sønderjylland i 1920 formelt blev en del af Danmark. Den 15. juni 2021 sender DR showet fra Alsion. 

Folkemøder, fester, kultur og løb
Hen over sommeren og efteråret byder programmet bl.a. på folkemøder, fester, kulturelle oplevelser, løb og vandreture.

6. maj opføres uddrag af operaen ”Grænsemageren” på Folkehjem i Aabenraa som en appetitvækker til, at operaen opføres i fuld længde i 2022. Sidst på måneden er der premiere på Teatret Møllens forestilling Romeo og Julie om den evigtgyldige historie om to hjerter, to familier og nu også to lande. I København fejrer Golden Days genforeningen med en nyetableret ”Sønderjysk Ambassade” og festivalstemning 10.-16. maj. Desuden gør flere kommuner klar til folkelige fester på historiske lokaliteter. 

Efter sommerferien kan man se frem til sangerfest på Skamlingsbanken 14. august, folkefest i Jelling 17.-18. september og folkemødet i Ribe 14.-17. oktober.

Det løbeglade publikum kan snøre løbeskoene både til DGI Sønderjyllands Digitale Stafet 2020 fra 9. maj til 6. juni og til Royal Run 12. september med startskud i Sønderborg.

Markeringen i 2020
Fejringen af 100-året for Genforeningen tog sin officielle begyndelse 10. januar 2020 på 100-årsdagen for Versailles-Fredens ikrafttræden. En gallaaften på Det Kgl. Teater og en konference på Christiansborg udgjorde optakten, og ca. 300 aktiviteter i hele landet nåede at blive afviklet frem til nedlukningen i marts. Markeringen blev genoptaget i takt med genåbningen af landet og ca. 400 arrangementer fandt plads i efterårsprogrammet, der sluttede 30. november 2020.