Vi genstarter fejringen

100-året for Genforeningen blev markeret over hele landet i 2020. Men vi har også noget til gode! Vi har samlet en perlerække af festlige kulturbegivenheder fra maj og ind i efteråret: stort sangerstævne på Skamlingsbanken, Royal Run, stafetløb, teater og opera er blot nogle af de begivenheder, der nu gør klar til revanche i 2021. Som et højtideligt højdepunkt besøger H.M. Dronningen Sønderjylland den 13. juni.

Dronningen besøger Sønderjylland 13. juni
Når Dronningen besøger Sønderjylland søndag den 13. juni, følger hun i fodsporene på sin farfar Kong Christian 10. og den rejse han foretog til Sønderjylland i juli 1920 efter Genforeningen.

10. juli 1920 red Christian 10. over den gamle grænse ved Frederikshøj syd for Kolding. Små 101 år efter markeres de mest kendte højdepunkter fra kongens rute. Ved Frederikshøj passeres den gamle grænse gennem en splinterny portal, og i Haderslev inviterer Domkirken til festgudstjeneste. Videre mod syd lægges vejen forbi den nye genforeningspark ved Folkehjem i Aabenraa.

Dybbøl dannede i 1920 rammen om den største og mest centrale markering under Christian 10.’s rundtur i Sønderjylland. Også i 2021 bliver genforeningsfesten i Sønderborg højdepunktet, som tilpasses omstændighederne og derfor holdes som en kort ceremoni på Dybbøl Banke og et show på Alsion med officielle taler og underholdning.

Dronningens besøg finder sted op til genforeningsdagen 15. juni, hvor Sønderjylland i 1920 formelt blev en del af Danmark. Den 15. juni 2021 sender DR showet fra Alsion. 

Folkemøder, fester, kultur og løb
Hen over sommeren og efteråret byder programmet bl.a. på folkemøder, fester, kulturelle oplevelser, løb og vandreture.

6. maj opføres uddrag af operaen ”Grænsemageren” på Folkehjem i Aabenraa som en appetitvækker til, at operaen opføres i fuld længde i 2022. Sidst på måneden er der premiere på Teatret Møllens forestilling Romeo og Julie om den evigtgyldige historie om to hjerter, to familier og nu også to lande. I København fejrer Golden Days genforeningen med en nyetableret ”Sønderjysk Ambassade” og festivalstemning 10.-16. maj. Desuden gør flere kommuner klar til folkelige fester på historiske lokaliteter.

Efter sommerferien kan man se frem til sangerfest på Skamlingsbanken 14. august, folkefest i Jelling 17.-18. september og folkemødet i Ribe 14.-17. oktober.

Det løbeglade publikum kan snøre løbeskoene både til DGI Sønderjyllands Digitale Stafet 2020 fra 9. maj til 6. juni og til Royal Run 12. september med startskud i Sønderborg.

Se programmet for Genforeningen 2020

Opret dit arrangement i kalenderen
Aktører kan fortsat oprette arrangementer i kalenderen og tage del i fejringen af genforeningsjubilæet. Kalenderen løber frem til og med 20. oktober 2021.

Opret dit arrangement her