Folket bestemmer selv?

Den dansk-tyske grænse har sin helt særlige begrundelse, idet den blev fastlagt ved to folkeafstemninger den 10. februar og den 14. marts 1920. De delte det gamle hertugdømme Slesvig efter befolkningens nationale sindelag og afspejlede ganske overvejende den faktiske sprog- og kulturgrænse. Trods nogle forsøg på grænserevision i både 1930'erne og 1940'erne har den fungeret lige siden og har sammen med de efterfølgende mindretalsordninger bidraget til fred og stabilitet i grænselandet.

Folkenes selvbestemmelsesret
Særligt den amerikanske præsident Woodrow Wilson lancerede ideen om folkenes selvbestemmelsesret som et bæredygtigt redskab til at reorganisere Europas landkort efter 1. Verdenskrig.

En række afstemninger blev gennemført ved Tysklands og Østrigs ydre grænser og nogle af disse grænsedragninger består den dag i dag: Også ved Ödenburg (Østrig) og Sopron (Ungarn), ved Klagenfurt (Østrig) og Dravograd (Slovenien) og ved Aachen (Tyskland) og Eupen (Belgien) kan man i 2020 markere 100-året for sine grænser. I Saarland blev fredsaftalens afstemning først gennemført i 1935 og på ny i 1955.

Folkeafstemningerne kan ses som et led i forsøget på indførelsen af en mere liberal verdensorden, hvor oprettelsen af Folkenes Forbund i 1919 var et andet fremtrædende element.

Magtbalancer og strategi spiller ind
Et nærmere eftersyn viser dog, at ”Folkenes Selvbestemmelsesret” allerede dengang afhang kraftigt af overordnede magtbalancer og strategiske hensyn – for bl.a. Salzburg havde egentlig stemt sig til Tyskland, og langs Ungarns grænser blev der trods mange omstridte territorier slet ikke gennemført afstemninger.

Anden Verdenskrig og Koldkrigstiden medførte andre dagsordener, og efter Murens Fald blev beskyttelsen af mindretal det vigtigste – men i praksis ofte ufuldendte – redskab til at løse konflikter i naboskabet. Ideen om at drage velfungerende grænser ved folkeafstemninger har i lang tid ligget stille.

Et comeback til folkeafstemninger
I de senere år har folkeafstemninger imidlertid fået et usædvanligt comeback. Rusland forsøgte i 2014 at legitimere anneksionen af Krim gennem en folkeafstemning, og samme år stemte kun et relativt snævert flertal i Skotland for at forblive en del af Storbritannien. Katalanerne gennemførte i efteråret 2017 en folkeafstemning som led i deres forsøg på løsrivelsen fra Spanien, og Brexit kan medføre en mere mærkbar grænse mellem Nordirland og den Irske Republik.

Er folkeafstemninger på vej tilbage - og duer de som redskab i international politik?

Hvilke erfaringer har de andre grænseregioner, der fejrer 100-års-jubilæum, med at skabe stabilitet og samarbejde på tværs af sproglige og kulturelle skel?