Folket bestemmer selv?

Fotos: Museum Sønderjylland

Det udløser mærkbar stolthed i dag, at den dansk-tyske strid om hertugdømmet Slesvig kunne løses så enkelt, fredeligt og holdbart med folkeafstemningerne i 1920. Under jubilæet blev denne fortælling både foldet ud og udfordret. For som Karen Gram-Skjoldager pointerede det på åbningskonferencen i Landstingssalen: Også folkeafstemninger er en brik i en politisk magtkamp, deres tekniske tilrettelæggelse kan præge sagens udfald, deres gennemførelse kan bidrage til polarisering, og deres resultat kan vinde anerkendelse eller betvivles. Og som Berlingske spurgte i en leder: Var folkeafstemningen ikke bare endnu et eksempel på USAs frelsende indgribeni Europa?

Da de sønderjyske sognes historiske stemmetal blev rapporteret ind til ”den festlige valgaften” på Sønderborg Slot den 13. februar 2020, stod sagens kerne tydeligt for de historisk interesserede deltagere i den propfyldte riddersal: Både Sønderborg, Aabenraa, Tinglev og Tønder havde jo tyske flertal! At disse kunne blive dækket ind af en stærk dansk overvægt i landområderne - det var det politiske mesterstykke, som “grænsemageren” H.P. Hanssen fik formet og båret igennem adskillige sværdslag. Set med tyske øjne havde linjeføringer nord om Tinglev og Tønder været absolut mere rimelige, og omvendt skabte det på dansk side uro, at Flensborg og omegn ikke skulle indgå i denne zone 1, hvor stemmerne skulle opgøres en bloc. Moderat, men ikke minimalistisk, kalder historikeren Hans Schultz Hansen det greb, som genforeningsarkitekten H.P. Hanssen motiverede således: “Opnår vi denne grænse, har vi…en del tyskere indenfor rigets grænser, men dog ikke mere end at vi vil kunne opsluge det i løbet af et par menneskealdre. Får vi derimod Flensborg med, er det ufordøjeligt…og gør hele vor nationale fremtid utryg”.

Set i bakspejlet blev delingen af hertugdømmet Slesvig efter befolkningens sindelag (samt supplerende hensyn til Tøndermarskens afvanding) langtidsholdbar og bæredygtig. Allerede i valgkampen forsøgte man at dæmpe polariseringen, hvad der fremgik tydeligt af plakatmuseets illustrative sammenligning med andre grænseegnes drabelige valgplakater. I mellemkrigstiden trodsede grænsen da også flere forsøg på revision, selv om den først blev formelt anerkendt fra tysk side i 1940. Men med sin balancerede tilblivelse, en gennemtænkt linjeføring og de efterfølgende mindretalsordninger nyder den i dag status som en positiv rollemodel.

For kun få andre grænser, der blev trukket efter ”folkenes selvbestemmelsesret”, består i dag. Den amerikanske præsident Wilson havde givetvis undervurderet kompleksiteten og sprængkraften i princippet, som havde rod i Napoleonstidens tankegods. Adskillige europæiske konferencer, kulturfester og ungdomsmøder i grænselandet skulle i 2020 have taget en aktuel temperatur på Europas andre grænseegne, men pandemien spændte desværre ben for jubilæets europæiske vinkling.

Den vellykkede grænsedragning skyldes ikke mindst, at det efterfølgende lykkes at integrere mindretallene på begge sider af grænsen. Både sydslesvigernes fortælling om “hjertelandet” og det tyske mindretals omskiftelige vej frem mod nutidens anerkendelse
blev foldet ud i teater, litteratur og foredrag, på det tyske mindretals nyrenoverede museum i Sønderborg og under Dronningens besøg i Sydslesvig. Årets aktuelle debatter om særlige hensyn i pandemiens grænselukninger, om tosprogede byskilte og om prædikener på eget sprog viser livskraftige mindretal, der ingenlunde lod sig ”opsluge”. Her tog H.P. Hanssen fejl.