Lever drømmen om nationalstaten endnu?

Fotos: Den Hirschsprungske samling, Ritzau Scanpix, Dronningens Håndsamling, Flensborg Avis

Efter udskillelsen af Dansk Vestindien og Island fuldbyrdede Danmark i 1920 sin udvikling fra et sammensat imperium til en egentlig nationalstat. Den dansktalende befolkning var nu (bortset fra de danske i Sydslesvig) samlet inden for de nye grænser, og de tysktalende udgjorde til forskel fra helstaten frem til 1864 kun en lille andel af befolkningen. Dermed var et afgørende ideal realiseret for danskernes vedkommende. Nationalstaten blev herefter rammen for udviklingen af det danske samfund, hvor en ret homogen befolkning lykkedes med fortsat demokratisering og opbygningen af velfærdsstaten.

Modsat helstatens komplekse styre blev Danmark nu også samlet rent administrativt. Sønderjylland skulle indlemmes uden nogen politisk eller administrativ særstatus, og særordninger begrænses til det absolut nødvendige. Selv om dette ideal blev udfordret af mellemkrigstidens kriser, stod det sin prøve. De fælles erfaringer under besættelsen smeltede yderligere Sønderjylland sammen med det øvrige Danmark. For hertugdømmet Slesvig betød nationalstaten en deling af et langvarigt sammenhængende område.

Erfaringerne fra mellemkrigstiden gjorde det imidlertid klart, at nationalstaten alene hverken kunne give Danmark den fornødne sikkerhed eller modvirke den gensidige afsmitning under økonomiske kriser. Denne erkendelse førte til Danmarks forpligtende
multilaterale samarbejde bl.a. i NATO og EU og står stærkt i landets selvforståelse. Internationaliseringen er blevet en integreret del af samfundet på alle niveauer.

Men indvandringens og globaliseringens skyggesider har affødt modbevægelser, der ser behov for at genvinde nationalstatens rolle som værn mod uønsket kulturel og økonomisk påvirkning udefra. At velfærdssamfund og gensidig tillid i nationalstaten
betinger hinanden er et af de centrale argumenter i den danske debat. Skillelinjen mellem globalister og nationalister er blevet tydeligere, og idealet om små, men selvstændige, mere fleksible nationer lever - ikke kun i det Forenede Kongerige vest for Nordsøen. Hinsides Skotland, England og Irland pointerede den udiplomatiske territorielle avance fra en stor allieret, forenet stat, at også den danske nationalstat indgår i et sammensat Rigsfællesskab.

100-året for Genforeningen viste sig som året, hvor nationalstaterne for alvor vendte tilbage på scenen. Den ubudne virus udfordrede staterne i al deres forskellighed; politisk handlekraft, administrativ effektivitet, og ikke mindst kommunikativ gennemslagskraft
og samfundssind blev synlige succesparametre i pandemien. Således fik også grænselandet skåret forskellene ud i pap: Med fællessang, høj digitalisering og central styring nord for grænsen modsat føderale regelsæt med decentrale beslutninger, men også mange decentrale sundhedstilbud som de mest tydelige markører i den sydlige del. Det gamle hertugdømme er vitterligt blevet fordelt på to vidt forskellige nationalstater.

Dyk ned i de øvrige temaer
Folkenes selvbestemmelsesret
Det gode naboskab til Slesvig-Holsten og Tyskland 
Grænselandets aftryk i dansk musik, kunst og arkitektur
Erhvervsudvikling og vækstperspektiver
Danmarks regionaløkonomiske balance
De sønderjyske særtræk
Den lokale og personlige historie
Folkemødet og festen