Lever drømmen om nationalstaten endnu?

Efter udskillelsen af Dansk Vestindien i 1917 og Island i 1918 blev grænsedragningen i 1920 fuldbyrdelsen af Danmarks etablering som nationalstat. Den dansktalende befolkning var nu samlet inden for de nye grænser, hvor det tyske mindretal kun udgjorde en ganske lille andel af den samlede befolkning. Også det nye danske mindretal syd for grænsen var både i antal og geografi overskueligt.

Dermed var 1800-tallets drøm om en nationalstat - drivkraften bag store forandringer i datidens Europa - realiseret for danskernes vedkommende.

Nationalstatens udvikling
Nationalstaten blev herefter rammen for den videre udvikling af det danske samfund, og den meget homogene befolkning gavnede den fortsatte demokratisering af politik, uddannelse og kulturliv, ligesom den blev grundlaget for opbygningen af velfærdsstaten.

Der var i Danmark i 1919-20 en grundkonsensus om, at den genforenede del af Sønderjylland skulle indlemmes uden nogen politisk eller administrativ særstatus, og at overgangsløsninger og særordninger skulle begrænses til det absolut nødvendige – sønderjyderne har dog stadig deres særlige fødselsattest.

Selv om dette ideal blev udfordret undervejs af 1920’ernes og 1930’ernes kriser, bestod det sin prøve. De fælles erfaringer under besættelsen smeltede yderligere Sønderjylland sammen med det øvrige Danmark.

Internationaliseringen vinder frem
Erfaringerne fra mellemkrigstiden gjorde det imidlertid klart, at nationalstaten alene hverken kunne give Danmark den fornødne sikkerhed eller modvirke, at landene gensidigt eksporterede økonomiske kriser til hinanden. Denne erkendelse har efter 1945 ført til, at Danmark er indgået i forpligtende multilateralt samarbejde bl.a. i NATO og EU.

Internationaliseringen er siden blevet en mere og mere integreret del af samfundet på alle niveauer.

Er nationalstaten passé?
I nutiden er nationalstaten endvidere udfordret af immigration af ikke-vestlige befolkningsgrupper, og globaliseringens økonomiske skyggesider har affødt modbevægelser, der ser behov for at genvinde de enkelte nationalstaters rolle som kulturelt og økonomisk værn mod uønsket påvirkning udefra.

Særligt i de sidste år er skillelinjen mellem globalister og nationalister i de vestlige lande blevet tydeligere og er avanceret til et af nutidens store emner. Således skabte det røre, da den tyske forbundskansler Angela Merkel i 2017 gav udtryk for en post-national tilgang ved at definere folket som ”alle de, som lever her”.

Blandt danske politikere er det ikke mindst sammenhængen mellem velfærdsstaten, den gensidige tillid og nationalstatsprincippet, der har fyldt i debatten.

Er nationalstaten i virkeligheden overhalet af udviklingen og dermed passé, eller skal der værnes om den og om de fremskridt, den har sikret op gennem 1900-tallet? Det er nutidens store politiske stridsspørgsmål, som Genforeningen i 1920 sætter i perspektiv.